Damer der gjorde indtryk sidste år

I løbet af et år lander der utrolig mange kunstenere fra vækstlaget på mit bord. Nogen bider sig fast og andre forsvinder i mængden. I den sidste halvdel af 2015 var der særligt to sangerinder, som gjorde et stort indtryk på mig, og gør det stadig. Jeg har haft den udsøgte fornøjelse af at høre dem begge live i december måned og endda på samme aften og samme venue, så bliver det vist ikke meget bedre.

Jeg har allerede flittigt spillet begge via min Facebook page og veldokumenteret via Instagram, og nu er det på tide, at de to damer bliver spillet højt herinde. Og der sniger sig vist et bud på, at dem kommer vi til at høre meget mere til her i det nye år.

Lærke Emilie  er skandinavisk melankoli. Det er nærværende og ærlig dansk lyrik, tilbagelænet vokal og svævende r’n’b beats. Hun veksler mellem afslappede melodier og fængende melodisk rap. Især hendes single”Hver Vores Ting” har ramt noget i mig og er blevet en af min absolut favorit sange, der ofte ledsager mig i høretelefonerne, hvor end jeg går. I øvrigt spiller hun live den 3.februar, hvor de dygtige folk fra PDH Music inviterer til showcase på Jazzhouse. (Og hasan shah kommer også, og hvem hepper i grunden ikke på ham?)

Fjer er r’n’b landskaber med luftige loops, dragende effekter og ikke mindst en vokal med vinger. Jeg har svært ved at forstille mig, at det her ikke er lyden af i morgen, især efter at have oplevet Fjer live (hey, købte t-shirten og det hele), der fra første takt tryllebandt publikum med sit nærvær og ikke mindst vanvittige energi. Fantastisk er vist ordet, der dækker den oplevelse.

– Vi lyttes ved

 

 

Okay Kaya

I den seneste tid, er der landet en håndfuld rigtig interessante nye sangerinder på mit bord, og begejstringen herfra er til at mærke.

En af dem, der har gjort størst indtryk på, er den New York residerende nordmand Okay Kaya, hvis track “I’m Stupid (But I Love You) ligger som frontløber til at blive årets repeat på It’s Not Fashion.

Okay Kaya har endnu ikke føjet så meget til diskografien, men på de få numre, jeg har kunnet støve op, viser hun spændende folk-pop takter med en på en og samme tid sart og rusten vokal og dybsindige slæbende melodier.

Ugens Repeat – Julien Baker

Jeg faldt i denne uge tilfældig over en anmeldelse af den 19 årige Memphis-sangerinde Julien Bakers  debutalbum Sprained Ankle på et af mine daglige visit ovre hos Soundvenue.com. Indtil da havde jeg ikke før stiftet bekendtskab med det unge stortalent, men efter at have læst den fem-stjernede anmeldelse blev min nysgerrighed vækket. Mit første lyt til Sprained Ankle blev på en sær måde ret følelsesmæssig, for det album er så vanvittigts smukt og sårbart, at gennemlytningen var ret overvældende. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg skulle græde lidt eller tvangsindlægge alle, jeg kender, til at høre albummet. Det endte i noget, der mindede om en kombination, med mange beskeder, der blev sendt ud med album-link, med en tåre i øjenkrogen. Jeg slipper ikke Sprained Ankle lige forløbig, og det kommer slet ikke bag på mig, hvis den kører på repeat igen hele næste uge.


Yuma X

Jeg ved faktisk ikke så meget om Yuma X, udover at duoen udgøres af Lucy & Jake fra Australien. Men en ting ved jeg, og det er at deres soulede og beattunge elektroniske produktioner oser af potentiale. Jeg faldt tilfældigt over deres track “Swimming Pool” i sommer og har ventet utålmodigt på mere lyd fra dem. I denne uge offentliggjorde de så nummeret “Matchstick”, og det var bestemt ventetiden værd.

Ugen i musik – Phlake

Så kom søndagen snigende, og jeg ser tilbage på ugen, der gik – i musik. Denne uge har primært været præget af en dansk duo, som har fyldt (fløde) i høretelefonerne og højttalerne, nemlig “rhythm’n’balls” duoen Phlake.

Tilbage i maj måned udgav Phlake deres første single “So Faded”, en sexet sag, der kan få de fleste til at få det lidt (LÆS: meget) varmt med sine slæbende r’n’b toner, tunge trommer og en lækker soulet vokal.

Duoen, der er begået af beatmageren fra Tabu Records, Jonathan Elkær, og sangeren Mads Bo, skruede så sidst i september atter op for temperaturen med deres ande single “Pregnant”.

“Pregnant” er et hele vejen igennem lækkert nummer med tilpas fløde, der, som titlen afslører, handler om reproduktionens lidt tungere fase for kvinden og mandens ærinder i den forbindelse, men her er der ingen brok over det midlertidige vanvid. Singlen har uden tvivl sat gang i hormonerne hos det fødedygtige segment, og gravide kvinder landet over må føle sit let til bens og fandens lækre, når de har hørt den.

Undertegnede ærger sig bare over, at “Pregnant” ikke var til, da hun i den tilstand trampede rundt på Nørrebro, tættere på 100 kg. end sine fødder.

 

Ugen i musik

Denne søndag starter en ny tradition på bloggen, hvor jeg opsummerer ugen i musik, og denne uge har været præget af Patrick Swayze, et nyt bekendtskab, nordisk stilhed og en kærlighedshymne.

Oh Johnny!

Sidste søndag var jeg forbi loppe på Nørrebro, hvor jeg faldt over en gammel kærlighed. Nok min første store kærlighed for at være helt ærlig; Patrick Swayze og Soundtracket til sen 80’ernes store blockbuster hit “Dirty Dancing”. Foruden, at Dirty Dancing fik de fleste piger til melde sig dans (undertegnede inklusiv, kønt var det ikke) i håbet om at møde deres egen Johnny Castle, var filmen fyldt med fantastisk musik, som jeg, 18 år senere, aldrig bliver træt af.

IMG_7175

Jeg går i øvrigt også stadig og fantaserer om, at jeg en skønne dag kan gennemføre det berømt løft, “Baby” og Johnny laver i filmens episke (ja, det skrev jeg) slutning, men det er vist en længere diskussion, der skal tages med min bedre halvdel.

Kacy Hill – Kanyes nye yndling

Både denne og sidste uge har for mit vedkommende været præget af Kacy Hill, Kanye West’ tidligere danser og nye stjerneskud, og hendes mørke electropop. Hendes første single “Experience” har været på gaden i noget tid, men har for alvor fået et skub med West’ blåstempling og en signing til hans G.O.O.D. Music-pladeselskab. Indtil videre har den rødhårede sangerinde og tidligere American Apparel-model sluppet “Experience” og “Foreign Fields”, og nu venter jeg utålmodigt på mere.

Norsk stilhed

Den norske electronica duo Intertwine har eksisteret siden 2006, men mine ører har først nået dem for få dage siden, og her rendte jeg ind i en drøm af stilhed. Tak for det.

Dronningen skuffer aldrig

20 gange kan vist ikke gøre det, jeg nærmer mig nok 30 lyt siden fredag, hvor  den fantastiske klubballade “Runnin’ (Lose It All)” af den britiske producer Naughty Boy, singer/songwriteren Arrow Benjamin samt Dronningen af det hele Beyoncé Knowles landede. Det er storladent, dramatisk og catchy som bare fanden.

God søndag derude!

 

 

 

 

Alex Vargas

Den mand har en så imponerede soulet vokal, der kan gøre selv en grandvoksen mand blød i knæene. Første gang, jeg hørte “Solid Ground”, tabte jeg både mælet og den snert af teenagepige hjerte,der er tilbage. Defor vil jeg lade sangen tale for sig selv.

Og gør dig selv den kæmpe tjeneste at opleve ham live i DR Koncerthuset den 1.november.

Tak Norge

Kender I det, når noget musik rammer dig på sådan en måde, at du ved, at det vil du lytte til for altid?

Jeg favner altid bredt, men har helt klart nogle favoritter, som jeg værner kærligt om, og i år har jeg føjet en ny kunstner på blot 18 år til den pulje.

I starten af året faldt jeg helt tilfældigt over det norske stjerneskud Aurora, som gav mig en musikalsk mavepuster, jeg stadig ikke er kommet mig over. Med hendes eksperimenterende elektroniske pop og sin på en og samme tid eksplosive og slæbende vokal placerer hun sig, hørt med min øre, blandt de mest interessante kunstner, der er kommet ud af Norden i år.

Jeg var så heldig at fange hende til årets Spot Festival, hvor hun efterlod et pakket Voxhall måbende i beundring, og det er stadig for mig den bedste live oplevelse i år.

Tak for Aurora Norge.

Lyden af Låpsley

I næste weekend igen (4. -5. september) løber Tivolis Offspring Festival af stablen. Og foruden lækkerier som Klub 27, Katinka og Alex Vargas kigger den 18-årige brite Låpsley forbi. Jeg fik øjnene og ørene op for hendes sidste år og er svært begejstret for hendes ep Understudy, der udkom i januar.

Låpsley leverer minimalistisk elektronisk soul, der giver dit hjerte en mavepuster. Det er blidt og hendes bløde vokal smyger sig i øregangen. Nu glæder jeg mig til at opleve hende live for første gang den 4.september, hvor hun spiller i Tivolis Glassal.

 

 

 

Søndags minder

Min gode veninde fyldte i går år og havde samlet en del af det faste hold damer til vin og hygge i solen. Et hold af damer, der har kendt hinanden siden buffalo støvlen havde sit indtog, og man var fuldstændig med på noderne, hvis man var iført en lækker statement t-shirt med påskriften 1% angle 99% naugthy (eller var det devil?).

Meget musik er gået igennem vores årelange venskab, noget er blevet lyttet til i kort tid og andet går igen og igen. Musik, der nu bringer os tilbage til et minde, vi har skabt sammen, som duften af en bestemt parfume kan bringe dig tilbage i armene på ham den søde fra halballet i adidas-sættet.

En kunstner, som har sat sig solidt på vores venskab, er den indisk-fødte britiske sanger og sangskriver, Peter Sarstedt med hans fantastiske folk-pop ballade “Where Do You Go (My Lovely)?” (1969). For mig vækker sangen minder om en 15 timer lang togtur i Indien, den sydende sol i Goa og uerstattelige øjeblikke med veninder, jeg vil blive gammel med.