Ordets naver (Interview med beatpoet Claus Høxbroe 2008)

D.07.11.08 udkommer den poetiske landvejsrytter Claus Høxbroes tredje digtsamling ”Tilpas utilpasset”. I den anledning er han blevet budt indenfor i stuen på Nørrebro til en snak om sit forfatterskab og liv.

 En råkold onsdag i oktober træder forfatteren Claus Høxbroe indenfor i en varm stue, slår sig ned på en stol og hiver sig karakteristisk i skægget. Om få uger udkommer hans tredje digtsamling – en samling, der adskiller sig fra de to foregående. Dele af den er nemlig skrevet på de danske landeveje. Claus Høxbroe valgte 1.januar i år at sælge sin lejlighed og møbler for at drage ud i det danske land. I god gammeldags naver stil, lod han sig indlogere i de danske hjem og fik en bid af livets forskelligheder, der nu er omsat til ord. ”Det var det rigtige for mig, at sige min lejlighed op og give sin ting væk. Jeg satser 100 % på projektet og lærer noget om mig selv og min skrift. Gå ud og se folk i øjnene. Fordomme opstår jo mange gange, hvis man ikke har fået snakket med folk.”

Ordene kom derud

Claus Høxbroe har sat sine kruseduller, så længe han kan huske, men først i slut 90erne begyndte han at lege med mere alvorlige tanker om sin skrift og sit udtryk. Tankerne, skriften og udtrykket blev i 2006 omdannet til tryk i form af debuten Hylet fra Gaden, og i 2008 kom nummer to i rækken Solsorten er en skrigende lort ved daggry. Selvom debuten synes sen i forhold til forfatterskabets begyndelse, er det et bevidst valg fra Høxbroes side. Han ville først vise sin skrift, få ordet ud på gader og stræder. Høxbroe arbejdede på at dygtiggøre sig og skabe en base, der kunne tage imod hans produkt, når han var klar til få det på tryk. Som han selv udtrykker det:”..Du kan skrive den bedste bog, men hvis du ikke siger det til nogen, så er der igen, der køber den..”

Alle tre samlinger har en fællesnævner, de er skrevet til folket, og Claus Høxbroe definerer sin skrift som ægte og oprigtig, og han læner sig meget op af én sætning, der går igen i dagens interview: ”Leve som man skriver og skrive som man lever.”

København kan meget, men også nærmest ingenting.

Claus Høxbroe er mand af byens gamle mursten. Han er forelsket i København og alle dens skævheder, som han desværre synes svinder ind. ”jeg er forelsket i København… den har nogen gode ting, men man skal opsøge dem, man skal finde dem, man skal gå på opdagelse, men lige i øjeblikket bliver den ret meget farvet over med café- latte, blæselamper og grå granit… det synes jeg er meget kedeligt”

København for Claus Høxbroe er et sted, hvor der skal kunne råbes højt, der skal kunne hviskes, der skal kunne siddes stille, og der skal kunne hoppes. Høxbroes København, som han gengiver i sine bøger, er Vesterbro, Sydhavnen, nedlagte industriområder, havneområder osv. Han smager på byens afkroge og spytter dem ud til sine læsere. ”I Danmark, hvis der er nogle gamle bygninger, så bliver de revet ned og så bygger man hellere et grimt kontorbyggeri end at lade det gamle stå, og det er jo faktisk der, hvor drømmene opstår.”

Folkets mand

Claus Høxbroe er en mand med mange meninger, og står ved det, han er, og det han laver. Høxbroe betragter sig selv som manden på gaden, der skriver til folket, men er samtidig opmærksom på poesiens kamp. Han mener at digtningen er lidt overset, blandt andet fordi poesien i mange år har været gemt væk i fjerboaer af mærkelige ord, der til tider har gjort det svært at forstå. Høxbroe tror på, at man sagtens kan være manden på gaden og stadig skrive sindssygt godt. Han påpeger selv, at han står uden nogen form for skriftlig uddannelse, og det han falder tilbage på er hans lyst og evne til at dygtiggøre sig hele tiden samt vigtigheden af, at man er fagligt stolt.

Skriftens stemme

Claus Høxbroe er gået fra oplæsninger på åben gade til at lave ca.200 liveshows om året. Tiden som gadelyriker har lært ham at være tro mod sin oplæsning og tro mod sin skrift, uanset hvad der sker. Det var tidligt i sit forfatterskab, han besluttede sig for, at han gerne ville lægge stemme til sine digte. Udover de traditionelle oplæsninger, gæsteoptræder Høxbroe og hans rytmiske stemme også for en masse forskellige bands, og han udgav i 2007 pladen Sluk Lyset med sit faste band 1.th. Fælles for oplæsningerne og de musiske optrædener er improvisation. Claus Høxbroe har aldrig befundet sig i et øvelokale, og alt det der sker på senen bliver skabt hen ad vejen. ”Jeg ved aldrig, hvad jeg kommer ind og laver…det er ikke sådan, nu læser jeg det digt og det digt i den rækkefølge, det har jeg aldrig besluttet, jeg tager mine ting med mig og så er det det… det gør jeg med musikere og det gør jeg, hvis jeg bare skal læse op.”

Levevejen

Claus Høxbroe er efterhånden blevet et velkendt navn, og det er også det, der giver ham mad på bordet. Høxbroe er bevidst om at det at være digter på fuldtid ikke er den mest stabile levevej, men det har han gjort op med.  ”Jeg tror egentlig, jeg har fundet det der gør mig glad når jeg står op om morgnen, og det er værd at kæmpe for…. Selvom jeg nogle gange sidder og arbejder 15 timer om dagen, så giver det mening for mig, jeg kan ikke finde andet, der giver ligeså meget mening ”

Den nye generation

Claus Høxbroe gør et stort stykke arbejde for den poetiske scene og gør meget plads til nye talenter. Han er blandt andet en af initiativtagerne til Copenhagen Poetry Club, der foregår den første mandag i hver måned på La Fontaine. Høxbroe mener, at det er vigtigt at hjælpe de nye talenter på vej, hvis man vil have lyrikken frem og skabe rum for en livescene i Danmark. Ordet skal derud, og det kommer det jo kun, hvis man tør at sige det højt.

Tilpas Utilpasset

Claus Høxbroes nye digtsamling Tilpas utilpasset udkommer d.07.11.08.  Claus Høxbroe peger på bogens titel som en passende indramning for indholdet. ”Der er mange steder, den er helt gal lige i øjeblikket, og det, synes jeg, er værd at skrive om. Så er den jo stadig en slumromantisk ting, som alt andet jeg laver, som min forkærlighed til gamle bygninger og lidt ældre dage. Men jeg tror den peger og kradser lidt, og viser hvad jeg tænker om, det der sker lige i øjeblikket.” Den nye digtsamling bider lidt mere end de to foregående, men fælles for alle tre er forfatterens genkendelighed og overordnede udtryk. Han skriver ærligt, om det han oplever i stedet for at tænke det. Claus Høxbroe er manden på gaden, og han er ikke bange for at se folk i øjnene.

hoex

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar