Kærligheden til et boyband

Det lyder måske forkert, at kalde et rockband med hang til mørke tekster for sit boyband. Men det er præcis sådan, jeg har det, med Placebo. De har og vil altid være mit boyband. Siden jeg så dem for første gang tilbage i 1999 på Roskilde Festival, hvor jeg netop havde fået det første kys af den flotteste fyr, jeg nogensinde havde lagt mine øjne på i mit 19 årige liv, er min kærlighed til dem blot blevet større. De har været med mig i mine 20’ere, når jeg var glad, når jeg var ked af eller når jeg bare var. De er nu med mig i mine 30’ere, lige der, hvor de skal være, når jeg har brug for dem.

Den 14. oktober oplevede jeg Placebo live for tiende gang. Ja, jeg er trofast. Dedikeret ville nogen måske sige. Tosset ville andre måske sige. Men, som det er hver gang, jeg oplever Brian Molko og Stefan Olsdal live, er det for mig, som at komme hjem. Hjem til et velkendt trygt sted, hvor jeg trives. Jeg er udemærket klar over og enig med mange i, at Placebo ikke kun har begået gode albums i deres 20 årige karriere, men jeg har indset, at jeg er med hele vejen. På godt og ondt.

Placebo live i Vega 2016
Placebo live i Vega 2016

Jeg har erklæret mig selv for ægte fangirl for mange år siden, og det bliver jeg ved med at være. Og ja, der hænger faktisk et billede af Brian Molko i min lejlighed. Jeg er vild med det. Det bliver jeg ved med at være.

En mandags bekendelse fra en voksen kvinde med et boyband.

– Vi lyttes ved

Fangirl anno 2016
Fangirl anno 2016