Virtuel kongerokade på nethinden

Den 6.januar udgav den danske techrock trio ThrKngs deres nye single “The Ouverture”, et musikalsk forspil til deres kommende album, som lander i maj og følger op på deres roste selvbetitlede debut fra 2014.

I dag lander Virtual Kingdom, et selvstændigt værk, hvor “The Ouverture” kan høres på lydsiden. Med Virtual Kingdom får du en en visuel eksplosion og overdosis, der giver kongerokade på nethinden.

Virtual Kingdom er skabt ud af et stort antal kombinationer af elementerne i ThrKngs logo. På manisk vis indprentes kongen i uhyggelige, morsomme og absurde sammensætninger, der med en hypnoselignende effekt holder seeren fast i en vekslende kunstspiral. En simpel grafisk konstruktion, hvis effekt er ulmende og skriger på en forløsning.

Værket er skabt af kunstneren Simon Steffensen (Takaneko) og markerer anslaget til ThrKngs kunstneriske overgang (”The Ouverture”), en overgang fra udgivelsen i 2014 af debutalbummet og frem mod den kommende albumudgivelse i maj måned 2016.

Billedadvarsel!
– Personer med fotosensitiv epilepsi skal være meget opmærksomme!