De har gjort størst indtryk på mig i 2016

2016 er ved at gå på hæld, musikken har spillet i en lind strøm, og jeg er blevet mange musikalske bekendtskaber rigere i det forgange år. Mange har gjort indtryk, mange har jeg sat ord på, delt og sat stor pris på, men det er dog to artister, som jeg lærte at kende i 2016, som har sat sig lige der i hjertet, hvor kærligheden bor.

Her er de to artister, der uden sammeligning, har gjort størst indtryk på mig i 2016.

Albin Lee Meldau
Jeg havde min største liveoplevelse i 2016 tilbage i maj måned, da en ranglet svensker med en stor stemme gik på scenen i Lille Vega. Verden stod stille et øjeblik og følelsen af en teenageforelskelse overtog. Med sange som “Lou Lou” og “Let Me Go” imponerede Albin Lee Meldau med sine hæse og intense vokal en helt stille og opmærksom koncertsal. Der skete noget. Noget så fint og smukt.

Albin Lee Meldau live i Lille Vega 2016
Albin Lee Meldau live i Lille Vega 2016

 

Albin Lee Meldau udgav i år ep’en Lovers. En ep, der er endt med at blive soundtracket til hele mit år. Et, i mine øjne og ører, lille raffineret mesterværk og en fortælling om kærlighed, der både gør ondt og prikker til lykken. For mig er Lovers blevet lyden af sindstemninger i det forgangne år. Ekstase, glæde, lykke, ondt i kærligheden, fortvivlelse og ikke mindst forvirring. Der er allerede mange minder, gode som dårlige, forbundet med Lovers for mig, og, hvis I følger med ovre på Facebook eller Instagram, er Albin Lee Meldau en af de kunstnere, jeg har delt og spillet mest i 2016.

Nu nærmer 2017 sig, og jeg glæder mig til at høre mere fra den svenske crooner. Men indtil da, vil jeg skabe nye minder til lyden af Lovers.

Ry x
Det, der bedst bekriver mit forhold til Ry X, er, at han får mine tårer til at trille, men det er ikke en dårlig ting. Hans vokal og musik er så smuk, at det bevæger mig på en helt særlig måde, der faktisk er svær at beskrive. Jeg har altid været nem at begejstre med silkebløde vokaler og falset, men i tilfældet med Ry X tager denne begejstring nye højder. Det er så inderligt, svævende og fintfølende, at det kræver din fulde opmærksomhed. Alt omkring dig forsvinder et øjeblik, og hans musik gør det ved mig, som musik, med noget på hjerte, kan. Opsluger mig.

Jeg er særligt glad for Ry X’s nummer “Sweat”. Det rummer så mange smukke lag, og er det nummer, der har været mest på repeat i min lille stue på Nørrebro i år. Det griber skiftevis bevæger mig, får mig til at huske en særlig følelse og får mig til at glemme det, der forstyrrer.

Desværre nåede jeg ikke at opleve Ry X, da han gæstede København i sommer. Den oplevelse må jeg have til gode. Forhåbentlig bliver det i det nye år, at jeg får lov til at opleve manden, hvis vokal gør verden lidt smukkere.

Vi lyttes ved i 2017…

– Camilla

Q & A with How To Dress Well

At the moment alternative r’n’b and pop artist Tom Krell otherwise known as How To Dress Well is touring Europe with his latest album Care. Tonight he is playing at Rust in Copenhagen and I had the honor and pleasure of asking him a few questions prior to the show.

What is Care for you and what feelings does this album evoke in you?
“Care is my fourth record and it’s a very beautiful piece of music to me. It’s big and direct and very tender and joyous”.

How does “Care” differ from your previous albums?
“Well, every record is an index of where I’m at in life. I feel like this record shows me facing outward much more— instead of thinking about what the heart is, I’m using my heart to love and care for my friends, the world”how-to-dress-well-care

You have played five out of your ten show on your European tour. How does the European crowd differ from the US crowd?
“Weirdly, I feel like Europe REALLY gets this record— shows in north America were amazing, but these shows have just been so so so special and raucous and focused. They’ve been amazing so far !”

What has made the biggest impression on you during your tour so far?
“Just how good it feels in my body to perform these songs. So grateful to have this opportunity”.

I have been looking forward to this show for months and Care has been on repeat ever since it came out in late September. Especially the song above. “Lost Youth / Lost Youth” became the sound of my summer, it just grabbed my heart and ears and never left.

♥ Camilla

 

Ordets naver (Interview med beatpoet Claus Høxbroe 2008)

D.07.11.08 udkommer den poetiske landvejsrytter Claus Høxbroes tredje digtsamling ”Tilpas utilpasset”. I den anledning er han blevet budt indenfor i stuen på Nørrebro til en snak om sit forfatterskab og liv.

 En råkold onsdag i oktober træder forfatteren Claus Høxbroe indenfor i en varm stue, slår sig ned på en stol og hiver sig karakteristisk i skægget. Om få uger udkommer hans tredje digtsamling – en samling, der adskiller sig fra de to foregående. Dele af den er nemlig skrevet på de danske landeveje. Claus Høxbroe valgte 1.januar i år at sælge sin lejlighed og møbler for at drage ud i det danske land. I god gammeldags naver stil, lod han sig indlogere i de danske hjem og fik en bid af livets forskelligheder, der nu er omsat til ord. ”Det var det rigtige for mig, at sige min lejlighed op og give sin ting væk. Jeg satser 100 % på projektet og lærer noget om mig selv og min skrift. Gå ud og se folk i øjnene. Fordomme opstår jo mange gange, hvis man ikke har fået snakket med folk.”

Ordene kom derud

Claus Høxbroe har sat sine kruseduller, så længe han kan huske, men først i slut 90erne begyndte han at lege med mere alvorlige tanker om sin skrift og sit udtryk. Tankerne, skriften og udtrykket blev i 2006 omdannet til tryk i form af debuten Hylet fra Gaden, og i 2008 kom nummer to i rækken Solsorten er en skrigende lort ved daggry. Selvom debuten synes sen i forhold til forfatterskabets begyndelse, er det et bevidst valg fra Høxbroes side. Han ville først vise sin skrift, få ordet ud på gader og stræder. Høxbroe arbejdede på at dygtiggøre sig og skabe en base, der kunne tage imod hans produkt, når han var klar til få det på tryk. Som han selv udtrykker det:”..Du kan skrive den bedste bog, men hvis du ikke siger det til nogen, så er der igen, der køber den..”

Alle tre samlinger har en fællesnævner, de er skrevet til folket, og Claus Høxbroe definerer sin skrift som ægte og oprigtig, og han læner sig meget op af én sætning, der går igen i dagens interview: ”Leve som man skriver og skrive som man lever.”

København kan meget, men også nærmest ingenting.

Claus Høxbroe er mand af byens gamle mursten. Han er forelsket i København og alle dens skævheder, som han desværre synes svinder ind. ”jeg er forelsket i København… den har nogen gode ting, men man skal opsøge dem, man skal finde dem, man skal gå på opdagelse, men lige i øjeblikket bliver den ret meget farvet over med café- latte, blæselamper og grå granit… det synes jeg er meget kedeligt”

København for Claus Høxbroe er et sted, hvor der skal kunne råbes højt, der skal kunne hviskes, der skal kunne siddes stille, og der skal kunne hoppes. Høxbroes København, som han gengiver i sine bøger, er Vesterbro, Sydhavnen, nedlagte industriområder, havneområder osv. Han smager på byens afkroge og spytter dem ud til sine læsere. ”I Danmark, hvis der er nogle gamle bygninger, så bliver de revet ned og så bygger man hellere et grimt kontorbyggeri end at lade det gamle stå, og det er jo faktisk der, hvor drømmene opstår.”

Folkets mand

Claus Høxbroe er en mand med mange meninger, og står ved det, han er, og det han laver. Høxbroe betragter sig selv som manden på gaden, der skriver til folket, men er samtidig opmærksom på poesiens kamp. Han mener at digtningen er lidt overset, blandt andet fordi poesien i mange år har været gemt væk i fjerboaer af mærkelige ord, der til tider har gjort det svært at forstå. Høxbroe tror på, at man sagtens kan være manden på gaden og stadig skrive sindssygt godt. Han påpeger selv, at han står uden nogen form for skriftlig uddannelse, og det han falder tilbage på er hans lyst og evne til at dygtiggøre sig hele tiden samt vigtigheden af, at man er fagligt stolt.

Skriftens stemme

Claus Høxbroe er gået fra oplæsninger på åben gade til at lave ca.200 liveshows om året. Tiden som gadelyriker har lært ham at være tro mod sin oplæsning og tro mod sin skrift, uanset hvad der sker. Det var tidligt i sit forfatterskab, han besluttede sig for, at han gerne ville lægge stemme til sine digte. Udover de traditionelle oplæsninger, gæsteoptræder Høxbroe og hans rytmiske stemme også for en masse forskellige bands, og han udgav i 2007 pladen Sluk Lyset med sit faste band 1.th. Fælles for oplæsningerne og de musiske optrædener er improvisation. Claus Høxbroe har aldrig befundet sig i et øvelokale, og alt det der sker på senen bliver skabt hen ad vejen. ”Jeg ved aldrig, hvad jeg kommer ind og laver…det er ikke sådan, nu læser jeg det digt og det digt i den rækkefølge, det har jeg aldrig besluttet, jeg tager mine ting med mig og så er det det… det gør jeg med musikere og det gør jeg, hvis jeg bare skal læse op.”

Levevejen

Claus Høxbroe er efterhånden blevet et velkendt navn, og det er også det, der giver ham mad på bordet. Høxbroe er bevidst om at det at være digter på fuldtid ikke er den mest stabile levevej, men det har han gjort op med.  ”Jeg tror egentlig, jeg har fundet det der gør mig glad når jeg står op om morgnen, og det er værd at kæmpe for…. Selvom jeg nogle gange sidder og arbejder 15 timer om dagen, så giver det mening for mig, jeg kan ikke finde andet, der giver ligeså meget mening ”

Den nye generation

Claus Høxbroe gør et stort stykke arbejde for den poetiske scene og gør meget plads til nye talenter. Han er blandt andet en af initiativtagerne til Copenhagen Poetry Club, der foregår den første mandag i hver måned på La Fontaine. Høxbroe mener, at det er vigtigt at hjælpe de nye talenter på vej, hvis man vil have lyrikken frem og skabe rum for en livescene i Danmark. Ordet skal derud, og det kommer det jo kun, hvis man tør at sige det højt.

Tilpas Utilpasset

Claus Høxbroes nye digtsamling Tilpas utilpasset udkommer d.07.11.08.  Claus Høxbroe peger på bogens titel som en passende indramning for indholdet. ”Der er mange steder, den er helt gal lige i øjeblikket, og det, synes jeg, er værd at skrive om. Så er den jo stadig en slumromantisk ting, som alt andet jeg laver, som min forkærlighed til gamle bygninger og lidt ældre dage. Men jeg tror den peger og kradser lidt, og viser hvad jeg tænker om, det der sker lige i øjeblikket.” Den nye digtsamling bider lidt mere end de to foregående, men fælles for alle tre er forfatterens genkendelighed og overordnede udtryk. Han skriver ærligt, om det han oplever i stedet for at tænke det. Claus Høxbroe er manden på gaden, og han er ikke bange for at se folk i øjnene.

hoex

 

 

 

 

 

 

 

 

Kærligheden til et boyband

Det lyder måske forkert, at kalde et rockband med hang til mørke tekster for sit boyband. Men det er præcis sådan, jeg har det, med Placebo. De har og vil altid være mit boyband. Siden jeg så dem for første gang tilbage i 1999 på Roskilde Festival, hvor jeg netop havde fået det første kys af den flotteste fyr, jeg nogensinde havde lagt mine øjne på i mit 19 årige liv, er min kærlighed til dem blot blevet større. De har været med mig i mine 20’ere, når jeg var glad, når jeg var ked af eller når jeg bare var. De er nu med mig i mine 30’ere, lige der, hvor de skal være, når jeg har brug for dem.

Den 14. oktober oplevede jeg Placebo live for tiende gang. Ja, jeg er trofast. Dedikeret ville nogen måske sige. Tosset ville andre måske sige. Men, som det er hver gang, jeg oplever Brian Molko og Stefan Olsdal live, er det for mig, som at komme hjem. Hjem til et velkendt trygt sted, hvor jeg trives. Jeg er udemærket klar over og enig med mange i, at Placebo ikke kun har begået gode albums i deres 20 årige karriere, men jeg har indset, at jeg er med hele vejen. På godt og ondt.

Placebo live i Vega 2016
Placebo live i Vega 2016

Jeg har erklæret mig selv for ægte fangirl for mange år siden, og det bliver jeg ved med at være. Og ja, der hænger faktisk et billede af Brian Molko i min lejlighed. Jeg er vild med det. Det bliver jeg ved med at være.

En mandags bekendelse fra en voksen kvinde med et boyband.

– Vi lyttes ved

Fangirl anno 2016
Fangirl anno 2016

 

 

 

Fredags anbefaling: Happy Sometimes

I dag lander ep’en Video Tapes fra den californiske sangerinde Happy Sometimes. En 5 tracks fornøjelse, hvor hun viser sit tag på fængende elektronisk pop med svævende produktioner og en vokal, der snor sig smidigt med lige dele af luftighed og ru kant.

Happy Sometimes, hvis borgerlige navn lyder Cara Onofrio, har skrevet sange og produceret siden hun var 14 år gammel, og i hjembyen LA har rygtet om det unge talent allerede spredt sig, og Happy Sometimes viser bestemt også lovende takter på Video Tapes.

image

Stærkest, for mig, står titelnummeret, der på en og samme tid giver mig en 80’er vibe, en soulet 90’er nostalgifølelse og en smag af nuet med dens fængende elektroniske beats. Udover det byder ep’en på et nedbarberet covernummer af Franz Ferdinands klassiker ”Take Me Out”, balladen ”Be Mine”, “Lit”, der i den grad giver mig lyst til at gribe efter hårbørsten foran spejlet, og sidst den lidt mere skæve “Roaring Twenties”.

Alt i alt, er Happy Sometimes et nyt spændende bekendtskab, som jeg glæder mig til at høre mere fra i fremtiden, for de lovende takter er bestemt også til at få øje på i København.

Vi lyttes ved!

Hvad vil du nå, før du dør?

Find svaret på, hvad jeg gerne vil nå, før jeg dør, ovre hos Port 4, hvor jeg har lånt mine ord ud i forbindelse med årets Lydfest, der løb af stablen forrige weekend på plænen ude foran Mantzius.

God læselyst!

Vi lyttes ved…

Et hyggeligt hold til Lydfest 2016
Et hyggeligt hold til Lydfest 2016

Vega’s New Crush, der blev til mit nye crush

Kender I de der musikoplevelser, der kravler helt ind i knoglerne på en? En sådan oplevelse, der sætter sig lige der, hvor forelskelsen bor? Den oplevelse havde jeg i maj måned, da jeg fik lov til at opleve den svenske musiker Albin Lee Meldau til Vega’s New Crush. Og han sidder der endnu. Jeg er stadig høj og driver mine naboer til vanvid med hans ubeskriveligt smukke debut ep Lovers.

Jeg havde godt hørt om den lille svensker med den store stemme før, fra begejstrede røster til Årets Spot Festival, hvor jeg desværre ikke nåede at se ham selv. Men jeg havde på ingen måder forestillet mig, at stemmen var så stor og mennesket bag var så nærværende og, i mine øjne, et af de største talenter, jeg nogensinde har lagt mine efterhånden erfarne ører til.

Processed with VSCO with s3 preset
Albin Lee Meldau live på Lille Vega

Jeg er ret overvist om, at dette bliver en lang forelskelse for mig, der munder ud i en kærlighed. Og når først kærligheden er der, til en kunstner eller et bestemt band, forsvinder den aldrig. Når jeg først er blevet fan-dame ind til benet, så skal der ruskes gevaldigt i mig, før jeg giver slip.

– Vi lyttes ved

DISTORTION REWIND

I sidste uge løb årets DISTORTION, traditionen tro, af stablen, og når man arbejder på et spillested og natklub, er vi på niveau med en national helligdag, hvortil forberedelserne allerede starter året før. Og i år var ingen undtagelse. Det kræver sit hold at forberede et Streetparty, hvor bevægelsesfriheden er minimal, alkoholen flyder, folk danser i solen og scenen er fyldt med kunstnere fra start til slut. Og vi elsker det!

IMG_0295
Rust x Le Fix x Distortion Streetparty

I år havde vi blandt andre Mund De Carlo i godt selskab med en af de sejeste kvindelige ordsmede lige nu, Annelise, hiphop-stjerneskuddet Artigeardit og den altid oplagte Snavs på scenen samt J. J. Wild bag pulten hele dagen til at tage del i braget. Og, som det resterende lineup, skuffede de på ingen måder. Kan du få en tætpakket gade til at hoppe i ekstase, kan verden bare komme an.

Det meste af min dag blev brugt i godt selskab med den britiske beatmager GAIKA og hans crew, som indtog natklubben senere i forbindelse med Distortion Club. En sand fornøjelse at vise tre briter, der var helt på røven over gadefesterne, rundt i det overvældende menneskemylder. Jeg kan selv nogen gange blive helt målløs over, at det overhovedet kan lade sig gøre, men det gør det. År efter år. Og tak for det.

Dagen var lang, natten ligeså, men det er det hele værd, når tingene går op i en højere enhed og alt spiller, som det skal. Smukt var det.

GAIKA live på Rust Natklub
GAIKA live på Rust Natklub

 

Det stopper ikke her, for dagen efter var der lagt i ovnen til en sand Atlanta hiphop-fest med ingen mindre end det blæktatoverede fænomen Waka Flocka Flame på Rust x Distortion Club plakaten. En, ifølge Gaffa, femstjernet: “110 minutters intens rap-parade, hvor der ikke lader til at være nogle regler, og det virker som om at være præcis det, alle længtes efter”.

Foto: Per Lange/Gaffa
Rust x Distoriton Club: Waka Flocka Flame (US) Foto: Per Lange/Gaffa

Min dag var dedikeret til at lave backstage til Waka Flocka Flame og fange hans act på Vesterbro, hvor han fik Istedgade til at koge over fra Ibyens scene med et medley af klassikere, svingede dreads og smittende vildskab.

Da Waka Flocka var færdig med at give Vesterbro en tur over knæet lakkede mit arbejdsdøgn også mod enden, hvor jeg kastede mig ud i virvaret og lod mig rive med mængden. Dansede og gav slip hånd i hånd med to veninder slingrende ned af Sønder Boulevard.

Processed with VSCO with b4 preset
cobaincobain

Min Distortion gik på hæld i Saxogade hos en af mine gode venner med udsigt til Ibyens scene, hvor en af mine personlige favoritter, Phlake, rundede ballet af på helt perfekt vis. (pssst… de udgiver deres debutalbum Slush Hour på fredag).

Distortion Ø. Dig må jeg have til gode til næste år.

Vi lyttes ved…

Phlake Ibyen Scenen Istedgade
Phlake Ibyen Scenen Istedgade

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det glæder jeg mig til på Spot Festival; Axel Flovent

Om to små uger, tager jeg atter turen til Aarhus i selskab med mine dejlige kollegaer for at høre musik i stride strømme på årets Spot Festival. For nogle måneder siden, satte jeg mig det (noget ambitiøse, hvis jeg selv skulle sige det) mål at få lyttet hele lineup igennem inden årets festival.

axel flovent

Jeg er ikke nået helt i bund endnu, men har allerede noteret et par stykker af mine “must hears”. Og på denne blæsevejrs mandag starter vi med islandske Axel Flóvent, som har taget residens i mit hjerte, lige der hvor såbarheden bor. Det er så vanvittigt fint og smukt, at det til tider gør lidt ondt, og man stopper med at trække vejret et øjeblik. Nyd det. Også selvom det gør lidt ondt.

Virtuel kongerokade på nethinden

Den 6.januar udgav den danske techrock trio ThrKngs deres nye single “The Ouverture”, et musikalsk forspil til deres kommende album, som lander i maj og følger op på deres roste selvbetitlede debut fra 2014.

I dag lander Virtual Kingdom, et selvstændigt værk, hvor “The Ouverture” kan høres på lydsiden. Med Virtual Kingdom får du en en visuel eksplosion og overdosis, der giver kongerokade på nethinden.

Virtual Kingdom er skabt ud af et stort antal kombinationer af elementerne i ThrKngs logo. På manisk vis indprentes kongen i uhyggelige, morsomme og absurde sammensætninger, der med en hypnoselignende effekt holder seeren fast i en vekslende kunstspiral. En simpel grafisk konstruktion, hvis effekt er ulmende og skriger på en forløsning.

Værket er skabt af kunstneren Simon Steffensen (Takaneko) og markerer anslaget til ThrKngs kunstneriske overgang (”The Ouverture”), en overgang fra udgivelsen i 2014 af debutalbummet og frem mod den kommende albumudgivelse i maj måned 2016.

Billedadvarsel!
– Personer med fotosensitiv epilepsi skal være meget opmærksomme!